Eksempel 1

 

 

 

H.D. 18. februar 2005 i sag 53/2003 (1. afd.)

 

Ollerup Maskinstation A/Sv/advokat Jørgen Kallesen, København

 

mod

 

Vv/advokat Michael Jensen, Svendborg

 

 

Erstatning og godtgørelse for skade som følge af fejl ved håndværksmæssig tjenesteydelse.

 

Erstatning uden for kontraktforhold 111.4, 1.5, 21.1, 3211.3, 3211.5, 4.2, 43.2 – Pengevæsen m.v. 58.1.

 

Den 10. april 1994 kom V til skade ved et fald, som følge af at en rist på en overfladebrønd på gårdspladsen på hendes ejendom skred væk under hende, da hun trådte på den. V anlagde sag mod den entreprenør, E, der havde etableret overfladebrønden, og krævede erstatning for erhvervsevne-tag og godtgørelse for svie og smerte samt varigt mén. Højesteret fandt, at de skader, som V kræve-de erstatning og godtgørelse for, var forårsaget af ulykken i 1994, og at E var erstatningsansvarlig, da risten ikke havde været forsvarligt fastgjort. Ansvaret kunne ikke anses for et produktansvar, idet det måtte karakteriseres som et ansvar for en fejl ved en håndværksmæssig tjenesteydelse og ikke som et ansvar for en defekt ved en leveret løsøregenstand. Kravene var derfor ikke omfattet af den 3-årige forældelsesfrist efter produktansvarslovens § 14, stk. 1, 1. pkt., og spørgsmålet om forældel-se skulle i det hele afgøres efter bestemmelserne i forældelsesloven af 1908. V havde i hvert fald 5 år forud for sagens anlæg – dvs. før den 10. juli 1994 – været i utilregnelig uvidenhed om sine mu-lige krav på erstatning for tabt erhvervsevne og godtgørelse for varigt mén, og disse krav var derfor ikke forældede, jf. 1908-lovens § 3. V’s krav om godtgørelse for svie og smerte var derimod foræl-det i det omfang, det vedrørte tiden før den 10. juli 1994, og skulle forrentes fra denne dato. V, der var uddannet tjener, havde kort før ulykken overtaget forpagtningen af et forsamlingshus. I øvrigt havde hun i året forud for ulykken arbejdet som tjener og med at skrive en bog, ligesom hun havde modtaget arbejdsløsheds- og sygedagpenge. Den årsløn, som skulle danne grundlag for beregningen af erstatningen for erhvervsevnetab, måtte under disse omstændigheder i medfør af erstatningsan-svarslovens § 7, stk. 2, fastsættes efter et samlet skøn med hensyntagen også til den løn, som V måt-te antages at kunne have tjent ved at arbejde som tjener.

 

I henhold til dommen blev advokat Michael Jensens klient tilkendt i alt kr. 1.242.931,88 incl. omkostninger.

 

Dommen er i sin helhed trykt i Ugeskrift for Retsvæsen 2005.1594H